Nyd naturen i dit eget tempo
Naturpark Vesterhavet byder på ikke mindre end 24 afmærkede rundture fra Nymindegab i nord, til Ho i syd.
Ruterne er mellem 2 og 11 km lange, så det er altid muligt at finde en rute der passer til netop dig.
De fleste er afmærkede med gule eller røde markeringer, mens enkelte er markerede med grøn.
Der er typisk 2 ruter i samme område, hvor den gule er længere end den røde.
Du finder nemmest et samlet overblik over ruterne på www.udinaturen.dk
Herunder finder du en top 5 liste over de flotteste vandreruter i Naturparken
Top 5 vandreruter
Vandrerute Blochsgaard er kommet i fint europæisk selskab med ruter i hele Europa. Den er i 2022 blevet certificeret som den sjette Premium Vandrerute i Danmark af Deutsche Wanderinstitute.
Vandreruten er cirka 8 km lang og fører dig igennem et af de smukkeste naturlandskaber i Danmark. Den starter ved Naturbasen Blochsgård og går gennem den centrale del af Kærgård Plantage, ned til Børsmose Strand. Landskabet er varieret med tætte tykninger, skovmosernes intimitet og klitternes bjergtagende storhed. I udkanten af plantagen følger ruten det bølgede klitlandskab, før turen går tilbage til Naturbasen.
Om certificeringen fra Deutsche Wanderinstitute:
Premium vandreruter er en tysk certificering af ruter med en særlig høj oplevelsesværdi. På Premium vandreruter får du en afbalanceret og smuk vandreoplevelse. Ruterne byder på smukke udsigter og skovlandskaber, søer, moser og vandløb, kulturhistoriske vartegn og meget mere.
Top 5 vandreruter
Ho Klitplantage er Danmarks yngste klitplantage og huser to vandreruter. Den gule på cirka 8 km går langs kanten til Skallingen, hvor du kan få fortællingen om det forsvundne Fiskerlej Sønderside. På Jens Jessens Sande får du en fantastik udsigt over Ho Bugt, Skallingen og Vesterhavet.
Hvis du kun vil nyde udsigten fra Jens Jessen Sande, følger du blot den røde rute på cirka 2 km.
Top 5 vandreruter
Blåbjerg har fået sit navn fordi det på afstand ligner et blåt bjerg. Det har tidligere som sømærke, fordi det tydeligt kunne ses fra havet.
Fra Blåbjerg udgår rød og gul rundt i plantagen med meget store træer af vestjyske standarder. Begge ruter kommer bl.a. forbi det tilsandede egekrat, der er oprindelig skov og er desuden ret kuperede. Den røde rute er ca. 4 km lang. Den gule rute på 11 km tager dig desuden ud over den fredede Lyngbos Hede.
Fra udsigtspunktet ved Blåbjergstenen har du en smuk udsigt over Filsø og på en god dag, kan du også se havet.
Top 5 vandreruter
Fra parkeringspladsen ved Nørreenge starter både gul og rød vandrerute som tager dig til de tilsandede ege, hvor kun trækronerne stikker op over sandet. Specielt når egetræerne springer ud i maj, er det tydeligt at det er store tilsandede egetræer man går rundt i kronerne af. Den røde rute på 3 km kommer "kun" igennem egekrattet. Vil du gå lidt længere, kan du vælge den gule rute på 5 km kommer du også forbi Gråmulebjerg, som er en 30 m høj klit med måske den flotteste udsigt i Naturparken.
Du kan parkere ved Nørreenge P-plads, hvor du også har nem adgang til Peterholmstårnet ved Filsø
Top 5 vandreruter
I Vrøgum Plantage er der to ruter, der tager dig igennem plantagen.
Den gule er cirka 9,5 km og tager dig ud til pansergraven, som går tværs gennem plantagen fra nord til syd. Den dybe pansergrav er et levn fra 2. Verdenskrig og langs forsvarsværket findes flere bunkeranlæg.
Følger du den røde rute på cirka 3 km, kommer du igennem de skønne omgivelser i nærheden af Ballonparken. Ballonparken, er et rekreativt område med legeplads, grillhytte og toiletforhold. Der er desværre ingen balloner i Ballonparken, men den er tidligere blevet brugt til at sende observationsballoner op når militæret øvede skydninger i Kallesmærsk hede. Plantagen bliver meget brugt til bl.a. O-løb, men egner sig fint til alle aktiviteter på alle tider af året.